Jeg har en hund (nærmere speciferet en Labrador blanding), som jeg har vidst var gammel, men jeg har aldrig rigtig vidst hvor gammel han var. Han var sådan en hund der strejfede og vi fik igennem et internat. En dag blev han bidt af en anden hund og vi blev nødt til at tage ham til dyrlægen her i vinter, hvor de fandt en chip på ham der daterede tilbage til 1996. Lige pludselig vidste vi at vores hund var 14 år - det var ret vildt, for det viste jo også at han egentlig var en gammel mand. Dyrlægen sagde han havde et par “småskavanker” men generelt så var han i rigtig god form, men en af de ting hun bed mærke i, var at han havde kraftig gigt i bagbenene.
Ved vores næste besøg fortalte dyrlægen os at de havde noget foder som de godt ville have vi prøvede, det var til gamle hunde og hun virkede ret sikker på at det ville virke på hans gigt. Jeg tøvede lidt fordi denne foder koster ca. 5 gange så meget som den foder han plejer at få. Men faktisk ville producenten give os 12 kg foder, hvis vi ville give feedback på, og måle hvad forandringen var med vores kære gamle hund. Efter et par dage hvor vi havde prøvet den nye foder, lagde jeg mærke til at han ikke trak og var så usikker på benene som han plejede at være - og da han selv begyndte at gå på trapper igen var jeg helt solgt. Han var meget friskere og virkede gladere. Er det en investering vi kommer til at tage ? jeps - fordi han skal have det bedste, nu når han er min hund og det tilmed gør ham så mærkbart gladere.
Og en lidt anden historie i kontinuitet: igår var jeg i Rødovre Centrum for at købe et par gaver til en fødselsdag - dette fik mig til at gå ind i boghandlen, og midt på gulvet stod nogle tusser jeg altid har sværget til, fordi de bare er gode. Jeg var lige ved at tage nogen og teste dem af, da jeg fandt ud af at de var låst inde i et glasskab. Her stod jeg med en rigtig fysisk købsbarriere!
Hvem låser tusser til 35 kr stykket ind i et glasskab ? Hvis man tænker min købsprocess igennem, så skulle jeg, hvis jeg overhovedet ville prøve de tusser, først op til kassen for at bede dem om at åbne glasskabet (lidt ligesom dengang jeg skulle have min t-85 graflommeregner til gymnasiet til 800 kr) Det vil sige at jeg rent faktisk ikke havde nogen mulighed for at samle tusserne op og tage dem med op til kassen for at købe dem. Det glasskab blev den største barriere for mit køb. Det morsommeste var, at lige ved siden af, lå der nogle tusser der var endnu dyrere end dem i glasskabet, som man frit kunne “prøve” - eller ihvertilfald tage med op til kassen.
Spørgsmålet er her: hvor meget giver du væk af dit produkt ?, hvor meget tror du på det selv ? giver du mig for 700 kr hundemad fordi du ved det virker, eller må jeg ikke prøve et par tusser der koster 35 kr i salgspris fordi det er for kostbart for dig i længden ?
Sætter du glasskabe/barrierer op omkring dine egne produkter ? eller giver du folk mulighed til at prøve dem af i praksis og se at de virker ?
Den bliver lidt mere kreativ når man ikke sælger håndgribelige produkter. Jeg personligt sælger for det meste strategier, rådgivning og foredrag. Men det jeg giver væk af mit “produkt” er mig selv - eller et fragment af mig og mine tanker. Jeg har et par blogs forskellige steder, har udgivet nogle gratis e-bøger, har en bog som der alt sammen støtter op om de ting jeg sælger.
Jeg prøver at bryde glasskabe ned hverdag istedet for at bygge dem op - hvad med dig?
2. juni 2010 kl. 14:25
Den var go’ Henriette, og den kender vi kun alt for godt, alle sammen tror jeg.
Lige som vi også kender de “kunder” man rækker en lillefinger og så snupper de hele hånden hvis man ikke er på vagt.
Min erfaring fra et langt spændende forretnings liv, siger mig at prøv før køb har altid bragt positive kunder, og fortsætte med at give dem god service ved at leve op til deres “fornuftige” forventninger så er det sjældent det går helt galt.
Dog ved vi også at der er mennesketyper hvor det at “stjæle” fra andre nærmest er en æressag og sælger man noget i områder hvor der er chancer for at disse typer færdes meget, så er “glasskabet måske nødvendigt”?
Tak for en god artikel der sætter mange ting i fokus
3. juni 2010 kl. 07:44
Hej Finn - det er rigtigt, det er en hårdfin balance. Men der er jo tusser i boghandler der fint kan ligge frit fremme uden at folk tager dem. Min pointe er, at selvom jeg tror at motivet for at putte dem i glasbur måske er lidt “high-profile branding” (i kan se billedet af glasburet her: http://www.flickr.com/photos/redsoda/4663084492/) så virker det bare ikke hvis det også bliver den største barriere for at købe tusserne. Jeg siger ikke at glasbure ikke virker med andet - f.eks forventer man jo at de er omkring dyrere ting - men tusser ? =)
Jeg er glad for at du kunne lide min artikel/blogpost =)
4. juni 2010 kl. 08:45
Hej Henriette
Det er en godt skrevet pointe, du har dér med glasskab og giv-væk-tankegangen.
Jeg tjekkede billedet med tusserne og ved at netop de ikke kan skrive i første hug; man skal “varme dem op”, dvs. bearbejde dem, for at farven kan løbe ned i spidsen. Dvs. at man kan se om tussen er helt ny, når man køber den. Det kunne man jo løse ved at lægge nogle ‘testere’, som man gør ved makeup.
Men vedr. give-away: Jeg ved, at flere af mine kunder har tændt på, at jeg giver en times introduktions-møde. Det bliver kun sjældent misbrugt, og giver jævnligt kredit.
Men du har gode kommentarer! Go on :o)